Techvia tilbyder ny StackMate palleteringsløsning, som for første gang blev præsenteret på HI-messen i Herning. StackMate er udviklet af Techvia, i samarbejde med OnRobot og Schneider Electric, til danske virksomheder, der ønsker at automatisere deres palleteringsopgaver hurtigt og effektivt.
StackMate kombinerer OnRobots softwareplatform D:PLOY med Schneider Electrics nyeste samarbejdende robotarm (cobot), der kan håndtere op til 20 kg. Ifølge Techvia kan løsningen installeres og tages i brug på samme dag, hvilket adskiller sig fra traditionelle systemer, der ofte kræver uger til integration.
“Med vores robotpalleteringsløsning får kunderne en innovativ og fleksibel løsning til en pris, som udfordrer markedets standarder,” siger Nikolaj Klopp Hansen, CEO og partner hos Techvia, i en pressemeddelelse fra OnRobot. Han fremhæver også en typisk tilbagebetalingstid på under 12 måneder.
Baggrunden for lanceringen er et stigende behov blandt danske produktionsvirksomheder for at effektivisere og forbedre arbejdsmiljøet. Mange virksomheder er fortsat afhængige af manuel palletering, som er både fysisk belastende og ineffektiv.
Thomas Houden, Director of Global Business Development hos OnRobot, udtaler: “Manglen på arbejdskraft og de mange ændringer i forsyningskæderne gør det vigtigere end nogensinde at have en løsning, der er enkel at implementere og hurtig til at skabe resultater.”
StackMate er en del af OnRobots initiativ ”Off-The-Shelf Solutions”, der tilbyder standardiserede robotløsninger med fast pris, inklusive installation, CE-mærkning og dokumentation. Systemet er designet til at kunne tilpasses nye produkter og pallemønstre uden behov for ekstern support eller kodning.
“Samarbejdet med Techvia og OnRobot viser, hvordan vi sammen kan skabe konkrete løsninger på tidens udfordringer,” siger Mads Greisen, Account Manager Industri hos Schneider Electric.
