Vinder af DIRA Automatiseringsprisen 2025 er M&J Recycling i Horsens. Virksomheden modtager prisen for en gennemgribende satsning på automatisering og digitalisering, der har gjort det muligt at flytte produktion fra Kina til Danmark og samtidig løfte kvaliteten og arbejdsmiljøet.
Det fuldautomatiske robotsvejseanlæg, som M&J Recycling har udviklet i samarbejde med Yaskawa, står centralt i transformationen. Anlægget kombinerer fire robotter, avanceret vision-teknologi og datadrevet processtyring og har ifølge juryen skabt en “perfekt styret fabrik”.
“Vi har sjældent set en fabrik, der var så godt styret som denne. Der er ikke blot installeret robotter. Fabrikken er bygget op omkring det digitale og det datadrevne, og det mærker man overalt,” udtaler juryen i forbindelse med prisuddelingen.
Med det nye setup har M&J Recycling samlet hele akselproduktionen i én digital løsning. Det har ikke alene forbedret produktionskvaliteten og skabt besparelser, men også styrket medarbejdernes arbejdsmiljø og sikret danske arbejdspladser.
DIRA-prisen gives hvert år til en dansk virksomhed, der har udmærket sig med et særligt projekt inden for automatisering. Juryen fremhæver M&J Recyclings mod, fokus og vilje til at gennemføre en omfattende digital omstilling i en traditionel maskinfabrik. Ifølge juryen sætter virksomheden nye standarder for fremtidens maskinindustri i Danmark.
Blandt de øvrige finalister var Kamstrup, der i samarbejde med Kilde Automation har etableret en højteknologisk produktionslinje i Danmark, og LINAK, som sammen med AKEA Automation og BILA har hjemtaget profilproduktion fra udlandet gennem en fælles automatiseret løsning.
