Element Logic har lanceret et nyt Automation-as-a-Service-koncept (AaaS), der giver virksomheder mulighed for at abonnere på AutoStore-lagerrobotter og tilhørende software i stedet for at foretage en traditionel investering. Modellen er den første af sin slags i Danmark og henvender sig særligt til virksomheder med behov for fleksibel lagerkapacitet.
Med det nye abonnementskoncept får kunderne en komplet automationsløsning, der inkluderer hardware, software, vedligehold, reservedele, support og løbende optimeringer. Løsningen tilbydes til en fast månedlig ydelse uden krav om startinvesteringer.
“Med Automation-as-a-Service fjerner vi barriererne for lagerautomation, så kunderne kan skalere med tillid – uden forudgående investeringer,” siger Stian Hagen, Concept Architect hos Element Logic, i en pressemeddelelse.
Konceptet er udviklet med henblik på at reducere den økonomiske og operationelle kompleksitet for virksomheder, der ønsker at automatisere deres logistik. Ifølge Element Logic er målgruppen blandt andet vækstvirksomheder og 3PL-udbydere.
”Med AaaS ligger den langsigtede risiko hos os som tjenesteudbyder og ikke hos kunden,” siger Kristian Rosseland, Vice President i Element Logic Financial Service. Han understreger, at virksomheden er ansvarlig for både finansiering og drift af udstyret gennem hele dets levetid.
AutoStore-teknologien, der blev udviklet i Norge i 1990’erne, har vundet bred udbredelse i Danmark. Mere end 2.700 AutoStore-robotter er i drift på cirka 55 anlæg installeret af Element Logic, som blandt andet leverer til virksomheder som Matas, Ahlsell, Proshop, thansen og Hummel.
“Vi har været med til at drive og udvikle markedet for lagerautomation gennem flere årtier, så derfor er det også kun logisk, at vi nu introducerer markedet for en ny forretningsmodel,” siger Nikolaj Bjørn Eriksen, administrerende direktør for Element Logic Danmark.
