lørdag, januar 3, 2026
ForsideUddannelseLandets første internationale automatikteknikeruddannelse oprettes i Sønderborg

Landets første internationale automatikteknikeruddannelse oprettes i Sønderborg

Fra august 2025 markerer EUC Syd i Sønderborg en milepæl for danske erhvervsuddannelser ved at udbyde landets første internationale automatikteknikeruddannelse, hvor al undervisning foregår på engelsk. Det nye uddannelsestilbud retter sig mod stærke tekniske unge fra hele Europa og kombinerer teori med praksis i et tæt samarbejde mellem erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner. Sønderborg tager dermed endnu et vigtigt skridt i retning af at blive et internationalt uddannelses- og erhvervsknudepunkt.

Bag satsningen står EUC Syd, Odense Robotics, GOTO Sønderborg og JKS. Et partnerskab, der forener styrkerne fra klyngesamarbejder, private virksomheder og offentlige aktører for at sikre fremtidens faglærte arbejdsstyrke.

”Det er et vigtigt skridt både for os som skole og for Sønderborg som uddannelsesby. Vi er stolte af at kunne tilbyde en international erhvervsuddannelse, der kobler lokale virksomheder med unge fra hele Europa. EUC Syd er klar til fremtiden, og vi glæder os til at tage imod de første elever til den nye internationale linje”, udtaler Dan Zielke, direktør for EUC Syd og medlem af bestyrelsen for Danske Erhvervsskoler og Gymnasier – Lederne.

Samarbejde med erhvervslivet skaber værdi
Initiativet er udviklet i tæt samarbejde med Odense Robotics, der har strategisk fokus på udviklingen af Sønderborgs automationsøkosystem. Uddannelsen varer fire år og kombinerer skoleundervisning i blandt andet elektronik, fejlfinding, hydraulik, pneumatik og robotteknologi med praktikforløb i lokale virksomheder. Målet er både at øge tilgangen til tekniske fag og finde nye løsninger på de demografiske udfordringer, mange virksomheder står overfor i regionen.

”Vi skaber en platform, hvor virksomheder, forskningsmiljøer og uddannelsesinstitutioner samarbejder om at udvikle fremtidens specialiserede faglærte. Den nye uddannelse er ikke bare et løft til Sønderborg men til hele regionen, og en model der meget vel kunne kopieres til andre regioner i landet, da det er et værdifuldt tiltag for at dække det voksende behov for faglært arbejdskraft i industrien i hele Danmark,” siger Søren Elmer Kristensen, CEO i Odense Robotics.

JKS står for rekruttering af de internationale elever og matcher dem med relevante virksomheder i området. En grundig proces med interviews og vurdering af både kompetencer og værdimæssigt match sikrer de bedst mulige praktikforløb for begge parter.

“Vores mål er at skabe varige forbindelser mellem virksomheder og elever, hvor både de tekniske og menneskelige kompetencer er i spil. Det handler om at bygge relationer, der kan føre til varig beskæftigelse og styrkede virksomheder,” siger Heidi Schmidt Degermann, regionschef i JKS.

Med opstart af den nye internationale uddannelse, giver det en unik mulighed for lokale virksomheder at tiltrække internationale talenter, skabe en større interesse for faget og forme den næste generation af specialister inden for automatisering og robotteknologi i området.
Kontaktpersoner:

RELATED ARTICLES

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Most Popular

Recent Comments